søndag den 10. juni 2012

Honningen slynges

Så kom dagen, som enhver ny biavler glæder sig til - slyngningen af den allerførste honning. Bierne havde fyldt det første honningmagasin, og forseglet tavlerne, så det var tid til at finde slynge frem. Først skulle bierne "sies" fra. Det gjorde jeg ved hjælp af en bitømmerplade. Der er tale om en plade med en envejs-ventil, hvor bierne godt kan pasere den ene vej, men ikke den anden. Hvis den sættes under det magasin som skal tømmes, vil bierne være vandret ud efter nogle døgn. Mine bier havde heldigvis læst på lektien, så der var kun 3-4 bier per tavle, og de kunne nemt fejes væk. Jeg slæbte, med lidt hjælp, det honningtunge magasin indenfor i går, så det var klar til slyngning. Honningfratagningen var forløbet fredeligt, men jeg fik dog, sikkert retfærdigt nok, et enkelt stik, da jeg ryddede op nede ved stadet.

Jeg har været så heldig, at jeg kunne låne både honningslynge, skrællebakke og andre remedier af Peter, en af vores venner, som pt ikke selv har bier. Som en ekstra bonus fulgte han med som "slyngementor" i dag.
Først skulle forseglingen på tavlerne fjernes (skrælles), så honningen kan komme ud. Det er helt fantastisk at skrælle sig vej ind til "guldet", det er virkelig et smukt syn. Jeg havde troet, at det ville være svært, men det gik nemt, da jeg lige fik taget på det. Derefter skulle de i slyngen, og når den var fyldt op (4 tavler), kan der slynges. Først slynges noget af honningen ud af den ene tavleside ved lav hastighed. Hvis man slynger for kraftigt, vil honningen på den anden tavleside presse sig gennem tavlen, og ødelægge den.
Derefter vendes tavlerne, der slynges ved høj hastighed, vendes igen, og slynges ved høj hastighed igen. Som ved alle centrifuger, kan de vandre en del, hvis man belaster dem ujævnt, så det er en god idé at sørge for, at de tavler der står overfor hinanden er nogenlunde lige tunge.

Når det første sæt tavler er slynget, kommer det allerbedste - den nye honning tappes. Her brugte vi et almindeligt dørslag til at fjerne urenheder. Det er vigtigt at sien ikke er for fin, da den så vil stoppe til alt for let.

  
 Vi fik i alt tappet ca. 19 kg god forstadshonning. Den første aftapning blev, ufiltreret, nydt på et læs friskbagte boller. Så bliver det ikke meget bedre. Resten af honningen sksl stå et par dage, indtil urenhederne (voksrester etc) kan skummes fra overfladen. Derefter skal en del af honningen tappes på glas som flydende honning, mens resten skal røres, så det krystalliserer til en mere fast, klassisk