lørdag den 30. juli 2011

Ynglen vokser

I går inspicerede jeg stadet, for at se efter æg og yngel. Æggene er mit øje nok ikke "indstillet" til at kunne se endnu, men jeg så masser af åben yngel, og forseglede yngelceller, så dronningen gør sit arbejde. Mere håndgribeligt, så fylder ynglen nu 4, mod tidligere 3 tavler.

Indenfor de nærmeste dage skal jeg til at fodre bierne. Der er godt nok stadig masser af blomster i haven, og bierne besøger dem flittigt, men hvis jeg vil sikre optimale betingelser for familien, og stimulere dronningen til at lægge flere æg, skal der fodres nu. Hvis jeg fodrer med sukkervand, kan jeg ikke senere i august tage honning fra (da de lagrer sukkervandet sammen med honningen). Derfor er der nok ingen vej udenom et besøg hos Heino i Bihuset, hvor jeg kan få noget foderdej. Foderdej er et fast sukkerfoder, som bierne ikke kan lagre sammen med honningen, og derfor kan jeg fodre med det, uden at ødelægge mulighederne for en eventuel honninghøst.

Når jeg er hos Heino, skal jeg også have købt myresyre og oxalsyre til varroabehandling. Varroa er en mide, som lever på honningbier. Den er kommet til fra Asien, hvor den lokale honningbi Apis cerana godt kan sameksistere med varroamiden. Den europæiske honningbi, Apis mellifera, har ikke samme tolerance overfor varroa, og man risikerer at bifamilien går til grunde, hvis der ikke behandles.

Danmarks biavlerforening har lavet en udemærket folder om Varroabehandling, som kan downloades her. I korte træk går behandlingen ud på, at man lader myresyre fordampe inde i stadet i juli-august, og i oktober-november (nogen siger november-december), drypper oxalsyre ned i tavlegaderne. Det kan lyde drastisk med et sådant syrebad, men der er tale om organiske syrer, som naturligt findes i honningen, og som ikke skader bierne. I udlandet anvendes der visse steder pesticider mod varroamiderne, men det giver resistens, og i øvrigt giftrester i honning og vokstavler. Udover syrebehandling, anbefales det også at anvende en speciel dronetavle, hvor man i maj og juni løbende fjerner droneyngel. Da jeg først fik bierne i juli, har jeg ingen erfaringer med dette, så læs selv mere i folderen.

onsdag den 20. juli 2011

Dronningen lever og har det godt

I dag er det en uge siden at jeg i hast måtte tilføre en ny dronning til mit enlige bistade, så nu var det tid til en inspektion. Jeg har haft en god fornemmelse mht den nye dronning. Bierne har været aktive i haven, slet ikke så passive og rådvilde som det var, da hun manglede. Alligevel var jeg lidt spændt. Heldigvis fandt jeg dronningen præcist hvor jeg regnede med, på den midterste yngeltavle (det er hende med den hvide klat maling på ryggen).
The new Queen is alive and well
Jeg blev faktisk så begejstret for at se hende, at jeg rent glemte at se efter æg og larver på tavlen, men mon ikke det er ok? Bierne var i øvrigt også godt på vej til at fylde en tavle med honning.

Den æske hun kom I, ser sådan ud, og var åbenbart stadig meget interessant. Den var i hvert tilfælde fyldt af bier, da jeg tog den ud. 













Og sådan sad den mellem rammerne, da jeg satte hende ind. Bemærk tændstikken, som holder rammen oppe.

tirsdag den 19. juli 2011

Bierne nyder solen

Efter en del dage med regn har bierne travlt, når solen endelig er fremme. Selv om vi, sikkert på grund af bivenlig beplantning (bl.a. Honningurt), har haft både humle-og honningbier i haven før, er sidstnævnte nu klart i flertal. Lyset var udemærket, så jeg snuppede et par billeder af mine bier.

Jeg kan naturligvis ikke være 100% sikker på, at der rent faktisk er tale om en af mine :-). Men, det er i hvert tilfælde en Buckfast, og der var mange af dem. Du kan se et par flere billeder på min Flickr-side.

Der er i det hele taget et godt liv af insekter i haven. Svirrefluer i massevis, som skulle holde bladlus nede, humlebier og jordbier, som hjælper til med bestøvning, og hvepse som påtager sig rollen som oprydder og ådselsæder. Endnu er hvepsene fredelige nok, men senere på sommeren, når deres bo bryder sammen (kun dronningen overvintre) bliver de som bekendt lidt trælse. De skulle også kunne finde på at røve bistader for honning, hvis familien er svag, så jeg krydser fingre for at mine vagtbier kan give dem bank, når den tid kommer.

 I morgen er det en uge side jeg tilsatte den nye dronning, så jeg skal snart have et kig til bierne igen. Hvis jeg kan få fruen til at  agere fotograf, kommer der nye billeder.

mandag den 18. juli 2011

Biavler!

Dette, første, blogindlæg er skrevet lidt på bagkant, da jeg først senere fik idéen om at blogge om biavl. Jeg beklager derfor, at det er lidt langt :-)



Jeg har i flere år tænkt på at få bier, blive biavler på hobbyplan. Det er længe blevet ved tanken, enten var tiden knap, eller tanken om hvor meget der skulle investeres i grej udskyd beslutningen “til senere”. Det har nok også spillet ind, at det virkede en smule farligt, og var bier nu så fredelige, som folk påstod? For en måneds tid siden fik jeg så, lidt tilfældigt, mulighed for at inspicere et bistade, sammen med en erfaren biavler. Det gik op for mig hvor rolige bier faktisk kunne være, hvor sikker jeg følte mig i en bidragt, og hvor hyggeligt, næsten meditativt, det kunne være at se på bier.

Det var startskuddet, nu skulle det være. Jeg fik bestilt en begynderpakke med stade, dragt og det hele fik en aftale med en af mine barndomsvenner, som tilfældigvis er biavler, om at han kunne levere en lille aflæggerfamilie. Derefter var den sidste store hurdle at finde et egnet sted i haven, hvor det første stade kunne stå. Ikke nogen let opgave, men det lykkedes at finde en solrig plet i et staudebed, hvor vi kunne rydde en lille plet.Med alt dette på plads, var jeg klar til at modtage bierne, de ankom sent om aftenen den 7. juli, i et enkelt magasin.

Jeg gav bierne nogle dages ro, inden jeg iførte mig bidragten for første gang, tændte røgpusteren, og begav mig ud på min første stadeinspektion. Med begynderens naivitet syntes jeg alt så fint ud, men da jeg aflagde rapport, kunne Per hurtigt fortælle at noget var galt. Et par billeder, taget dagen efter bekræftede det - bierne var begyndt at bygge dronningeceller. Det gør de kun hvis de vil sværme pga. manglende plads (ikke akuelt), eller hvis dronningen var død. Vi konkluderede at hun måtte være død under transporten.

Valget stod nu mellem at lade bierne selv lave en ny dronning, eller at tiføre en ny. Da jeg vil være sikker på at dronningen (og dermed hele familien) har de rette egenskaber, valgte jeg at få en ny dronning. Det lyder sværere end det er - de kan nemlig leveres med posten. Så, nogle dage senere ankom et arrigt summende brev fra Bakkegårdens Biavl, med 1 stk friparret Buckfast-dronning, og 5-6 følgebier. På dette tidspunkt synes jeg nok, at jeg lidt hurtigt blev kastet ud i de mere udfordrende operationer indenfor biavl, men det viste sig at være ret nemt. Bl.a fordi dronninger leveres i deres eget plastæske, designet til sikker introduktion af nye dronninger. Nedenfor er en kort beskrivelse over hvordan det (kan) gøres:

  1. Åbn stadet og fjern alle dronningeceller. Faktisk det sværeste, da de fleste af bierne var i stadet, og det derfor var svært at se for dem
  2. Læg dækspladen på stadet, og placer æsken med dronningen ovenpå. Luk stadet. Vent et par timer. Nu har bierne i stadet mulighed for at vænne sig lidt til dronningens duft.
  3. Åbn stadet igen, læg æsken med dronningen ovenpå tavlerne, og se hvordan bierne reagerer. Her var de heldigvis bare interesserede, så alt var godt. Hvis de havde været aggressive, skulle pkt 2 have været gentaget
  4. Fjern tappen på æsken, så dronningen kan komme ud (bare rolig, der er en god klump foder i vejen, som hun og stadets bier skal spise sig igennem, før hun er fr). Sænk æsken ned mellem to yngeltavler, og hold den på plads med en tændstik. Luk stadet og vent mindst en uge.

Dette bringer os up to date, om et par dage kan jeg inspicere stadet igen, håber alt går som det skal.