søndag den 25. marts 2012

Forårsfornemmelser og forberedende arbejde

Som biavler er der forud for hver sæson nogle forberedelser som skal gøres. En af dem er at tråde rammer. Det omtales normalt som en vintersyssel, men pludselig var vinteren væk, uden at jeg havde trådet en eneste ramme. Sidste weekend løb jeg tør for undskyldninger, og gik i gang. Mit begyndersæt kom med både rammer, ståltråd og en æske søm, så det var bare at gå i gang. Det er ikke fordi det er specielt svært - ståltråden trækkes gennem hullerne i rammen, og fastgøres i begge ender til nogle små blå søm. Da jeg havde trådet ti rammer, og overvejet hvad biavlere med 30+ stader gør (der går 10 rammer/magasin, eller max. 40 til et stade), søgte jeg hos Bihuset, og ganske rigtigt, for en beskeden merpris kan rammer købes med tråd. Når jeg skal udvide bigården, bliver det helt sikkert med trådede rammer.

På billedet ses en trådet ramme, samt en stak vokstavler. Når rammerne er trådet, skal vokstavlerne nemlig smeltes i. Det gøres ved at varme tråden op, og presse vokstavlen på plads, så den varme tråd indlejres i voksen. Der er flere måder at varme tråden op, men den mest anvendte er nok ved elselskabets hjælp. Man kan enten købe et lodningsapparat til en mindre formue eller selv lave et. Det eneste det kræver er en transformator, der kan levere en passende spænding og strømstyrke, samt lidt ledning. Min er en gammel trafo fra et sæt halogenlamper, som giver 11 volt og max 8,5 Ampere. Det er alt rigeligt. På indgangssiden af trafoen monteres ledning til 220V + et almindeligt stik til lysnettet. På udgangssiden monteres en stump ledning (med to ledere). Jeg har bare afisoleret enderne, men man kan også montere bananstik eller lignende.

Når der skal loddes, presser man en vokstavle på plads oven på trådene. Bøj hjørnerne hvis de er i vejen. Derefter er det bare at sætte strøm til tråden, og vente et par sekunder, inden strømme fjernes igen. Så skulle tråden gerne blive varm, og tavlen smelte på plads, som her.





På falderebet skal I ikke snydes for en situationsrapport fra dem det hele handler om. Bierne nød det gode forårsvejr, og der var trængsel på  flyvebrættet. Crocus, Vintergækker og Erantis er gode pollenkilder her i det tidlige forår, og som I kan se er flere af bierne store "pollenbukser". Den megen trængsel skyldes også at jeg har haft indskrænket flyvespalten, så bierne, mens familien var lille, bedre kunne forsvare sig mod fremmede bier, hvepse osv. Da jeg kunne se, at nogle af bierne havde tabt deres pollenhøst, sikkert grundet trængslen, valgte jeg at åbne flyvespalten helt. Så nu må vi håbe at de kan forsvare sig.








1 kommentar:

  1. Ja, det er træls at tråde rammer, men de kan jo heldigvis bruges mange år derefter...
    Mvh. Per

    SvarSlet